tirsdag den 29. december 2009
julesløv
Jeg har erkendt at jeg har det bedst når der er et par sokker igang. Denne gang har jeg kastet mig over nogle med fletmønster. Jeg startede op i mit grønne Casbah socks, men de blev for store, hvilket var forudsigeligt på grund af masketallet. Inden fletmønstret blev de derfor hevet af og trevlet op, hvorefter jeg er startet i cherrytree-hill i en brun/lilla udgave på tyndere pinde. Jeg håber det kommer til at fungere med længden på foden, må hellere regne efter når jeg kender strikkefastheden.
Jeg er ved at beslutte mig for at deltage i kategorien "WIPs-dancing" i ravelympics. Det skal være projekter startet mindst en måned før konkurrencen begynder og der har jeg jo både "frøken B" og Blues som kandidater. Begge overholder kravet for det hold jeg er med på "danske designere" og det er nok mere realistisk end at starte på det jeg havde tænkt oprindelig.
lørdag den 26. december 2009
Glædelig jul
mandag den 21. december 2009
Endnu en julegave
onsdag den 16. december 2009
snevejr og FO
Jeg vågnede ved at gemalen gik ud for at skrabe sne, så det slap jeg også for, det er ellers ofte min opgave fordi jeg møder senere end ham og har flextid.
søndag den 29. november 2009
"sidespring"
tirsdag den 10. november 2009
Ryggen tager form
Jeg kan ikke lige gennemskue opskiften længere fremme, men det plejer at hjælpe når jeg når længere, visualisering er ikke lige min stærke side. Lørdag var jeg på bymuseet og høre og se Bente Geil, der havde et hav af modeller med. Jeg havde besluttet mig til at købe et kit (hmm) og valget faldt efter flere afprøvninger på "vest på" , en model jeg tidligere har betragtet som lidt kedelig, ind til jeg så ryggen og prøvede den på. Nu ligger der så garn i turkis i projektkøen, der bliver længere og længere. Måske er det mere strikketid jeg skal ønske mig i julegave. Søndag aften var jeg med til det lokale spillemandslaugs danseaften (gemalen spiller). Her blev det ikke til strik, istedet var jeg ude på dansegulvet (folkedans) det meste af aftenen, og jeg har ikke glemt trin mv. selv om det er længe siden jeg har danset regelmæssigt.
lørdag den 31. oktober 2009
"Frøken B" har fået striber.
På blues er jeg snart klar til sammenstrikning af de to forstykker så der også bliver en ryg. Jeg havde været klar, hvis ikke der var lavet en lille fejl af den slags der er meget tydelig, det betød 12 pinde tilbagestrikning.
Ugen har været hård og lang. Tirsdag blev min fars ægtefælle gennem næsten 40 år bisat efter lang tids sygdom. Mit forhold til min far har aldrig været tæt, men hvor er det svært ikke at kunne gøre ret meget pga. både fysisk og mental afstand. Oven i dette har jeg selv været til endnu et lægebesøg af det der føles som mange inden for de sidste 2 måneder og kan se frem til flere. Blodtrykket er for højt og det kræver, ud over medicin, kontrolbesøg og undersøgelser af forskellig art. Helt normalt og ikke alvorligt, men træls. Heldigvis har jeg et arbejde, hvor jeg må skrive det på arbejdstiden og både kolleger og chefer er forstående, det løser bare ikke de hastigt voksende bunker på skrivebordet.
Positive oplevelser har der dog også været. Jeg har fået en ny Jordana Paige strikketaske istedet for en der gik i stykker. Den er købt i England og butikken var ophørt med forhandlingen, men de henviste til firmaet i USA. Efter en mail hertil blev der sendt en ny og den ankom i denne uge, efter at være blevet holdt tilbage af toldvæsenet. Det eneste jeg ikke forstår er, hvorfor der skal betales moms af en taske som erstatter en anden inden for garantien, så nu må der en mail afsted til "skat". Jeg turde ikke andet end betale, det var trods alt kun 155kr plus afgiften til postdanmark, som jeg næppe slipper for. Den gamle taske kan til nød bruges uden skulderrem, om ikke andet så til opbevaring.
onsdag den 21. oktober 2009
Færdigt topstykke
Strikkeprøver er ikke min stærke side, som regel bliver det fuldskala-forsøg, dog med kontrolmålinger på et tidligt tidspunkt. Her har jeg dog overgivet mig og lavet en strikkeprøve til "frøken B", som den kommer til at hedde her. Hun er nu på pindene, hvor jeg forsøger mig med mine nye "knit-pro spectra". De virker indtil nu behagelige, men lidt "bløde".
mandag den 5. oktober 2009
Strik strik og atter strik
Jeg begrænsede mig til 100g pelsuld til et sjal og 50g mohair til vanter.Tilbage på vandrehjemmet blev der atter strikket, drukket kaffe og lyttet til Ruth Sørensen der fortalte hvad strikkeriet har ført til for hende. Der blev strikket på topstykket og mine sokker, samt startet på fingervanter/halvvanter til mig selv.
Jeg startede lørdag efter frokost og søndag formiddag var jeg klar til fingere, det blev for hårdt for nakken så topstykket kom frem istedet, eller havde første handske været færdig.
lørdag den 26. september 2009
Status
- Trøjen fra digt i masker, jeg er vokset ud af den siden jeg startede, men da lægen er ved at ordinære vægttab overvejer jeg at finde den frem og se om den kan være motivationen jeg mangler.
- Bias shell, kørte bare sur i den, bør måske afvente den første del af et vægttab da den skal sidde til.
- Drops tørklæde i alpaka, jeg hader at strikke lange tørklæder, på den anden side er det godt strik til møder mv.
Noget er mere eller mindre igang, men med lange pauser
- Blues, må tit vige for andet strik i sofaen
- færøsk sjal, der mangler ikke ret meget men jeg er ikke tilfreds
Og så er der det der er aktivt igang
- Topstykke
- Linsay sokker, jeg kom overens med mønstret og sokker passer godt i en dametaske/arbejdsrygsæk.
- Hæklet sjal, jeg fik pludselig lyst til at prøve at hækle igen og det går passende hurtigt til at blive en julegave. Startede pænt med lagergarn men endte med at indkøbe dansk mohairgarn da det ikke blev pænt i det jeg havde valgt.
Endnu mere ligger som ønsker eller ligefrem med både garn og opskrift. Alt i alt må jeg indrømme at der mangler diciplin (desværre ikke kun på strikkefronten) og at det bliver lidt farligt at tage til web-strik strikkefestival i næste weekend samt i november formentlig på bymuseet , hvor Bente Geil fortæller og regner jeg med sælger. Godt jeg ikke kommer til Fanø, har dog vilde planer om at tage med om 2 år.
lørdag den 19. september 2009
Hvor meget skal man blande sig
fredag den 18. september 2009
Indianersokker
Jeg overvejer at investere i et par sokkeblokkere eller få gemalen til at lave nogle, så mønstrene kommer mere til deres ret. Undervejs fik jeg en lærestreg med hensyn til overholdelse af strikkefasthed i selvstribende garn. På det sidste skaft strikkede jeg minimalt løsere end på resten, resultatet var at den gule farve klumpede istedet for at danne striber. Jeg er glad for at jeg valgte at strikke 2 cm tilbage og prøve igen. Ændringerne omkring vrist og hæl lever jeg med, de kan ikke undgås.
Og næste par sokker er startet op til "togstrik", denne gang oppefra og på almindelige strømpepinde. Jeg er dog spændt på om de bliver skrottet undervejs da mønstret indeholder en rapport med "strik 4 masker sammen" på hver 8. pind, hvilket ikke er min livret.
søndag den 13. september 2009
Ishbel er færdig
Umiddelbart er tørklædet lidt til den korte side i breden, men efter at have haft det viklet om halsen nogle gange ser det ud til at det er helt perfekt til formålet, nemlig at beskytte min hals mod kølige efterårs- og vintervinde.
Der har været dømt lidt afslapning i denne weekend, startende med en hyggelig strikkecafe "hos Sofies forældre" torsdag efter arbejde og en halv fridag fredag, hvor der dog blev vasket en del op, kloakmesteren havde nemlig været der og gentilsluttet vores afløb tordag. Det var ganske rigtigt blevet afbrudt ved en fejl da de lavede regnvandsafløb så i den mellemliggende periode har vi haft nedsivning til jorden, godt det kun var køkkenet. I dag har vi så været til håndværkerdage i "den gamle by" efterfulgt af en gåtur i botanisk have.
søndag den 6. september 2009
Pakket og klar
Alt i alt har jeg haft mest lyst til at putte mig i sofahjørnet med mit strikketøj og lade de andre tage problemerne, så nu vil jeg nyde 2 dage, hvor jeg ikke skal tage stilling til ret meget i mere end de 2½ time jeg er "på".
fredag den 28. august 2009
Overspringshandlinger
søndag den 23. august 2009
Det går fremad
og på Hanne Falkenbergs "Blues" nærmer jeg mig hastigt sammenstrikningen af ryggen. Det er sofastrik, eller i hvert fald hjemme, garnet smitter nemlig frygtelig meget af. Problemet skulle heldigvis være løst efter vask. Det håber jeg, ellers bliver det ligesom noget sengetøj jeg havde som barn, hvor jeg var helt blå når jeg vågnede.Modellen består af to forstykker, der strikkes sammen til/på ryggen, hvorefter der strikkes krave mv. Indrømmet det lyder kryptisk, mere følger undervejs.
Det sidste der er strikket på er sokkerne, der fik en ordentlig omgang i torsdags, hvor der var et uformelt møde på arbejde hele formiddagen, de andre har heldigvis opdaget at jeg godt kan følge med selv om jeg strikker. Om eftermiddagen var vi på ekskursion og om aftenen til DHL-stafet. Jeg var på et gå-hold, dejligt hvis ikke det var fordi jeg på mystisk vis havde fået en mindre overbelastningsskade (mystisk fordi jeg netop ikke har været særlig aktiv på det sidste) ved hoften og den bestemt ikke blev bedre af 5 km på asfalt i jævn fart, så fredag var jeg nærmest haltende. Det er heldigvis bedre nu og så er der jo en undskyldning for at strikke.
søndag den 16. august 2009
København tur-retur
søndag den 9. august 2009
"Trekant" til fremvisning
Jeg har forsøgt at fotografere de vandrette masker og håber det giver et billede af hvordan de ser ud. Det er et udsnit nedenfor hulmønstret.
torsdag den 6. august 2009
Ud i det gode vejr
lørdag den 1. august 2009
Klar til montering
tirsdag den 21. juli 2009
"indianersokker"
Umiddelbart minder de mig om et indianertæppe eller noget i den stil og ville have passet fint i min barndom i 70'erne. De skal nu nok blive fine når jeg har lyst til lidt farver i hverdagen. Bilturen gik til Middelfart, ikke nogen lang tur, hvis ikke det havde været for kø-kørsel en god del af vejen, godt vi ikke skulle til Sydeuropa eller andet langt væk, så langt rækker min tålmodighed sig ikke.