søndag den 28. november 2010

Julen nærmer sig

Her i huset bliver der ikke pyntet op med nisser og gran tidligere end 1. december, men adventskransen, den er kommet frem, selv om det var lige ved at gå galt. Sidste lørdag besluttede vi at vente til denne weekend, men så kom snevejret. Heldigvis var torvehandleren kommet frem så vi fik købt den sædvanlige krans.løstbundet med indslag af flere slags grønt. Lysene søgte vi længe efter, og fandt nogle i teglrød der passede, desværre ødelagde jeg dem da de skulle i holderne, derfor blev de grønne, det var hvad der var i skuffen.
Ugerne fra medio november frem til jul er altid tæt pakkede arbejdsmæssigt, det gælder også i år. I denne uge har jeg derfor været på kursus, afdelingsseminar samt et arbejdsmøde i Vejle. Når jeg er i en ny by prøver jeg tit at finde garnforretningerne, og denne gang var der tid nok, så jeg kom i "garnheksen", der bla. har "Vianstrik", det førte til køb af garn til en tynd hulstrikket gardigan og vantegarn.
Torsdag og fredag var det Silkeborg, her blev der ikke tid til bytur, vi var på et hotel uden for centrum og pga. vejret var jeg med tog og bus, selv om jeg havde glædet med til den mere komfortable bil. Det burde jeg også havde gjort, vi fik julegave i år og det var en kasse grønt fra "Årstiderne", jeg blev reddet af en kollega der kørte mig hjem. Desværre skete der en række ting på seminaret der har gjort at jeg har været ked af det hele weekenden,  noget var jeg selv en del af så tankerne flyver i forhold til hvad jeg bør gøre. Lige nu har jeg mest lyst til at smide alt ansvar fra mig og bare passe rutineopgaverne, hvilket næppe er løsningen. Næste uge bliver forhåbentlig fredeligere, og mon ikke jeg kommer frem trods sneen.

søndag den 21. november 2010

svigermors skattekiste

Jeg har før nævnt at min svigermor er en superstrikker, selv vil hun nok sige var, i sin høje alder strikkes der nu kun sokker. Alligevel tager jeg ofte mine bøger med så hun kan låne dem og jeg skal love for at de bliver studeret, sidst har hun haft Alice Starmores "fisher mens sweaters" og især en var studeret med lup, jeg blev nemmelig spurgt ud om jeg troede ærmerne startede nede på armen, ellers lå maskerne i mønstret nemlig forkert. Hun kan ikke et ord engelsk, men vidste med sikkerhed hvilke diagrammer der hørte til hvor på trøjen. Ikke mærkeligt at hun har kunnet strikke en irsk sweater efter et pladeomslag da gemalen var ung. Efter vores snak fandt hun ud af at jeg skulle have hendes gamle strikkehæfter, primært fra 40'erne og 50'erne men også nyere. Så nu er jeg ejer af en stak gamle hæfter, vi overvejer dog at høre om "den gamle by" kunne være intresserede i nogle af dem. Meget overraskende havde hun begge "hønsestrik-bøger", i perfekt stand i modsætning til min mors (som jeg har slidt på). Så nu ejer jeg to eksemplarer af nr. 1 og et af nr. 2, og de bliver ikke umiddelbart givet væk. nr. 2 er en sjov blanding af strikkeinspiration og snak om kvindekamp/klassekamp. Det er nu befriende at kunne strikke uden at blande andet ind i det end glæden ved håndarbejdet.
På strikkefronten er "de hemmelige sokker" smuttet af pindene og mangler kun endehæftning før de er klar til aflevering og deltagelse i Fandago's sokke-konkurrence. "Skovtur", der farvemæssigt mere er en sejltur, er så langt at der er håb om rutinestrik på kurset torsdag og fredag.

søndag den 14. november 2010

Der strikkes

Der strikkes stadig både ude og hjemme, men jeg springer fra det ene til det andet så der ikke bliver noget færdigt. pt. er 3, måske 4 projekter inden for overkommelig rækkevidde når det gælder færdiggørelse; Der mangler kun 1/4 konkurrencesok (skal afleveres senest 1. dec.) så de er kommet frem igen i toget, det betyder til gengæld at de sidste 5 cm ærme på bindetrøjen er lagt i skammekrogen sammen med trøjen i det færøske garn, den er halvt færdig men på tykke pinde. Masai har fast plads i sofaen, hvor jeg gerne ville tilbringe mere tid, hvis det var muligt. Status er at første ærme mangler 5 cm + lidt rib. Og så vil jeg gerne være så langt med "skovturskjolen" at den kan tages med på kursus sidst på måneden, det vil sige være nået til kroppen.
Som om det ikke er UFO'er nok fandt jeg i går et sæt engle fra Kataniestrik frem da jeg skulle til 1 times foredrag med Hanne Falkenberg og efterfølgende strikkeworkshops i FOF. Vingerne er 50 masker glatstrik på pinde 8, meget passende til lejligheden. Jeg nåede halvvejs. Som altid ved den slags foredrag røg der lige et par projekter mere på ønskelisten.