tirsdag den 29. december 2009

julesløv

Jeg holder juleferie, hvor er det længe siden jeg har været så meget nede i gear, tiden smuldrer mellem fingerene på mig, mens gemalen er på arbejde. Egentlig burde jeg også arbejde lidt, eller få gjort noget ved den evige liste over opgaver i huset, herunder en fødselsdagsgave til svigermor, der har fødselsdag nytårsaftens dag. Jeg har imidlertid besluttet mig for, at jeg bliver nødt til at passe på mig selv, det skal nok blive hverdag. Det betyder også at vi har meldt afbud til nytårsaften i Middelfart hos nogle venner/bekendte. På den ene side vil jeg gerne, på den anden er det lidt uoverskueligt med manden på arbejde om formiddagen, kaffe hos svigermor og lang kørsel hjem efter midnat. Og gemalen?, han vil helst blive hjemme.
Jeg har erkendt at jeg har det bedst når der er et par sokker igang. Denne gang har jeg kastet mig over nogle med fletmønster. Jeg startede op i mit grønne Casbah socks, men de blev for store, hvilket var forudsigeligt på grund af masketallet. Inden fletmønstret blev de derfor hevet af og trevlet op, hvorefter jeg er startet i cherrytree-hill i en brun/lilla udgave på tyndere pinde. Jeg håber det kommer til at fungere med længden på foden, må hellere regne efter når jeg kender strikkefastheden.
Jeg er ved at beslutte mig for at deltage i kategorien "WIPs-dancing" i ravelympics. Det skal være projekter startet mindst en måned før konkurrencen begynder og der har jeg jo både "frøken B" og Blues som kandidater. Begge overholder kravet for det hold jeg er med på "danske designere" og det er nok mere realistisk end at starte på det jeg havde tænkt oprindelig.

lørdag den 26. december 2009

Glædelig jul

Så er julegæsten sat på toget og der er igen tid til at sætte sig ved PC'en. Min mor ankom mandag aften, hvor vi mødtes i toget, for mit vedkommende på vej hjem fra arbejde. Tirsdag var jeg på arbejde, resten af tiden er gået med familiemæssige forpligtigelser, inkl. en ekstra julemiddag med svigerfamilien den 23. Svigermor blev meget glad for det hæklede sjal, som jeg var blevet færdig med og besluttede mig for at hun skulle have det.









Min mor var misundelig, indtil hun fik sit "halve minikongerige". Der er ellers ikke blevet strikket så meget som forventet, jeghar stået for det meste af madlavning mv. hele ugen. Min mor vil jeg ikke bede hjælpe, vi bliver vartet op når vi er derovre, og det er lettere at gøre tingene selv en forklare hvor hun skal finde tingene. Og så har tiden i køkkenet været noget at den eneste tid hvor jeg har været alene, bortset fra i går aftes hvor jeg måtte lægge mig pga. ondt i ryg og mavemuskler. Dertil kommer at min mor gav udtryk for at hun synes det er afstandsskabende når jeg strikker, det går da ellers fint med at deltage i samtaler samtidig når det bare er det rigtige strikketøj jeg sidder med. Mine sokker blev dog færdige. Der er forskel på højre og venstre sok, her ses de fra hver sin side. lige for tiden er jeg heldigvis mere i humør til at få mindsket antallet af igangværende projekter, end at starte noget nyt, men jeg kan mærke at der er det nok ikke varer så længe, der er nok at vælge imellem på "lageret" og ideerne er endnu flere.
Strikkerelaterede gaver var der ingen af, men jeg fik et pulsur, som jeg håber kan motivere mig til mere motion, hvilket er tiltrængt.
Jeg kan nu fortsat nå at få noget strikkerelateret, mine svigerforældre gav penge og kun halvdelen er brugt, vi valgte at deles om at købe en længe ønsket vok.

mandag den 21. december 2009

Endnu en julegave

Så blev det muligt at slette endnu en opgave fra listen. Det hæklede sjal er færdigt og bliver til en julegave til svigermor. Billeder følger

onsdag den 16. december 2009

snevejr og FO

Sådan så der ud på vej til arbejde her til morgen, hvor både bus og tog var overraskende præcise, så i modsætning til de af kollegerne der er i bil kom jeg næsten til planlagt tid.
Jeg vågnede ved at gemalen gik ud for at skrabe sne, så det slap jeg også for, det er ellers ofte min opgave fordi jeg møder senere end ham og har flextid.
Meget passende for vejret er den første og formentlig eneste hjemmelavede julgave færdig. Et halvt minikongerige til min mor (der med garanti ikke ser denne blog). det blev vasket og spændt op i aftes så det kan tørre og pakkes ind inden hun ankommer mandag aften.