søndag den 19. juni 2011

En lille sluttet flok


Det var hvad vi var til WWKIP-day (world-wide knit in public) på Aros i Aarhus. Jeg ved ikke om der sad nogen på Tangkrogen, hvor det oprindelig skulle have været, men så er de blevet våde og kolde, medmindre der har fået ly under nogle af containerne ved Sculpture by the see. Vi hyggede os ihvertfald og nød at sidde indendøre. Da billedet blev taget var en gået og senere kom to mere til.
Våde  blev også manden og hans spillemandskolleger da de skulle optræde på strøget, de nåede 2 numre inden det blev for meget for instrumenterne, lidt bedre end sidst hvor de kun nåede 1½. Deres optræden var ellers en del af den kommunale sommerunderholdning.

onsdag den 15. juni 2011

som tiden dog går

Det må være tid for en opdatering, tiden flyver som sædvanlig. Min fødselsdag blev brugt til en tur på Tangkrogen og se kunst. Og i modsætning til en anden blogger fik jeg et billede af de filtede konkylier, inde i den røde ligger flere mindre af slagsen.
 Der var mange fine ting, herunder dette "orgel", det mindede mig om et vandfald vi så da vi var på Island for 5 år siden. 
I går aftes var vi så ude og se en anden slags "kunst", nemlig ingeniørkunst. Manden min ville sige farvel og tage de sidste billeder af den kran han har tilbragt mange timer på og omkring når den trængte til kærlig pleje og udbedring af skader. For mig var det også underligt at se den ligge knust mod jorden, dels har jeg stået under den og oplevet hvor stor den var, dels har den altid været en del af byen for mig.

fredag den 3. juni 2011

Miniferie

Der er dømt miniferie i disse dage. Det startede med en rigtig hyggelig eftermiddag i selskab med nogle af de der plejer at komme på "Sofies forældre" om torsdagen. Der blev strikket og snakket og så fik jeg ovenikøbet fine gaver i form af små blomster, maskemarkører, håndcreme og et strikkeblad. Jeg fik desværre ikke taget billeder.

I dag startede jeg med et ærinde i Rønde. På vej tilbage passede det med en tur forbi "FILT" i Hornslet, hvor jeg ikke har været før. Formålet var at skaffe Karen Noes linea-hør i en farve der passede til det bomuldsgarn jeg havde så jeg kan lave "Yotankas tunika". Det lykkedes umiddelbart.

Jeg var ikke færdig med at købe garn for siden sidste strikkecafe hos Fandango har jeg set det mest pragtfulde blå garn for mit indre blik. Et af ynglingsgarnerne i en ynglingsfarve, det måtte med hjem som en fødselsdagsgave fra mig til mig, jeg fylder nemlig rundt i morgen lørdag (bemærk lige vejrudsigten). Garnet er "Handmaiden Camelspin"