tirsdag den 21. juli 2009

"indianersokker"

Der måtte et par sokker på pinden til en længere biltur i lørdags. Valget faldt på mit "indie dyer"-garn købt til strikkecafe på bymuseet (fra Kashmir), opskriften er igen nedefra og op og lavet af Wendy D. Johnsson.

Umiddelbart minder de mig om et indianertæppe eller noget i den stil og ville have passet fint i min barndom i 70'erne. De skal nu nok blive fine når jeg har lyst til lidt farver i hverdagen. Bilturen gik til Middelfart, ikke nogen lang tur, hvis ikke det havde været for kø-kørsel en god del af vejen, godt vi ikke skulle til Sydeuropa eller andet langt væk, så langt rækker min tålmodighed sig ikke.

tirsdag den 14. juli 2009

Sokker

Det går fremad, et par sokker er blevet færdige. De er strikket i Regia Silk og det er ikke sidste gang jeg gør det - mon ikke der er nogle af de voksne i familien der ville blive glade for et par i julegave. Nu kribler det i fingerene efter at starte noget nyt, jeg håber at holde stand minimum ugen ud.
Noget af det der snart skal findes frem er denne jakke, der mangler 1½ ærme og en kant. Det er tv-strik, men ikke noget der kan tages med i byen da der skal ses på diagrammet hele tiden.

lørdag den 11. juli 2009

FO og rejseplaner

Endelig blev jeg færdig med noget. Sommerblusen med flagermusærmer blev klar og vasket torsdag, godt hjulpet af "Tour de France", og i dag var den tør og klar til fotografering, mit første forsøg med kameraet fjernbetjening og uden at tænke på at det er en gammel "hjemmenederdel". Jeg har ændret lidt i opskriften for at gøre den længere, først er der strikket 1 cm efter afslutning af udtagninger og derefter 2 cm ekstra i selve ærmegabet. Længden er ok, men havde jeg haft mere viden om det relle garnforbrug havde den nok også fået 1 cm efter ribben, eller udtagningerne været ændret til hver fjerde pind istedet for hver tredje. Opskriften er fra Fandango og garnet 100% bomuld. Den har klart opfyldt ønsket om et "hovedet under armen" strikketøj til møder mv.
Ferien er slut i denne weekend og arbejdet venter mandag. Jeg har (fy fy) været inde på min arbejdsmail og kan konstatere at jeg ikke kommer til at kede mig. Grunden til at jeg har smugkigget er, at jeg har fået lov til at komme med til en konference i Bruxelles i oktober og efter aftale selv tilmeldt mig diverse workshops. 2 af de 4 er allerede bekræftede, det bliver spændende og forhåbentlig hyggeligt. Hårdt bliver det også, jeg skal til webstrik strikkefestival i weekenden og så afsted mandag til onsdag, hvor vi kommer sent hjem. Jeg overvejer allerede om jeg tør satse på et strikketøj i fly og lufthavne - der bliver en del ventetid, først i Karup, derefter i København og i Bruxelles, samt måske København på vej hjem.

Til sidst lidt til mundvandet. For mange år siden fik vi et kirsebærtræ i bryllupsgave og de sidste par år har der været til både os og solsorten, så lige nu smovser vi i kirsebær, der er nok plukket 3½ kg, som vi stort set selv spiser.