søndag den 31. juli 2011

Nyt på pindene

Mens jeg forsøger at tage mig sammen til at få afsluttet noget og få lidt mere strikketid er der kommet nyt på pindene.

Lige inden afgang til Færøerne startede jeg på en klassisk cardigan med hulmønster. garn og opskrift var fra lageret, købt for noget tid siden, og opfyldte kravene til et strikketøj til brug for flyrejsen og selve symposiet - træpinde, fylder ikke for meget og kræver ikke for meget opmærksomhed undervejs. Jeg strikker i hvid supersoft på pinde 3.5 og er nået halvvejs på ærmegabene på ryggen.

Det næste jeg bare måtte begynde på er et stort (160cm i diameter) cirkelsjal i malabrigo lace. Jeg har længe haft lyst til at prøve kræfter med et projekt af den type og alle farverne i lacegarnet har draget når jeg var et ærinde i Fandango. Jeg er nået længere siden dette foto og det er hyggeligt at lave, og så har det til nu vist sig at være muligt at strikke på det i toget.

Det varer nu forhåbentlig ikke længe inden der er et færdigt projekt at vise frem, jeg er ved at lukke af på min poncho fra Kastaniestrik.  Blev lige sat 8 omgange tilbage sidste weekend pga. en fejl som jeg ikke kunne leve med.

søndag den 17. juli 2011

mere fra Færøerne

Dagene på symposiet var tæt besatte Efter morgenmaden kørte vi til Eidí, hvor dagen startede med foredrag, efterfulgt af workshop og det samme efter frokost. Om aftenen var der underholdning, performance eller foredrag de fleste dage. Jeg var kommet på dominostrik i flere former, færøske sjaler, patent i 2 farver og med snoninger samt et mere kunstnerisk med 3-dimensional strik.

Vi hørte om færøsk uld og uldindustri.  De sidste mange år har det desværre været sådan at ulden betragtes som affald og ikke som råvare. Der kom faktisk et forbud mod afbrænding mens vi var deroppe. Vi hørte om hvordan ulden sorteres og spindes på forskellig vis og om de forskellige typer uld. Senere fortalte Ása om spinding på håndten og her skotrok. Der blev sunget til. Traditionelt blev der også fortalt historier mens kvinderne arbejdede.

På nogle af workshoppene blev der arbejdet kunstnerisk med strik. Nogle lavede sten der blev lagt i en varde, andre små billeder der midlertidigt prydede hegnet på skolen.



Undskyld hvis billederne roder, blogger har sit eget liv pt. Enkelte af billederne er fra sidste besøg på øerne.

mandag den 11. juli 2011

Sidste feriedag

Jeg kom hjem fra Færøerne i går aftes og tilbringer en sidste feriedag i denne omgang med at blive opdateret på ugens begivenheder, dvs. ugens aviser og diverse blogs, få bund i vasketøjet og hvad der ellers falder for.

Mit hoved er fyldt med af indtryk fra workshops, foredrag og snak med andre strikkere fra Norge, Sverige, Finland, Island, Færøerne, Korea, Japan og Holland.
Dominoworkshop med Katrine Wohlleben

Vi boede i en lille, meget kendt, bygd der hedder Gjógv og kørte hver dag med bus til den lokale skole i Eidí, hvor vi tilbragte dagen. Turen var meget smuk, men et sted gav kriller i maven når vi var i de store busser. I et sving måtte bussen foretage en y-vending for at komme op ad fjeldet og det foregik ved at den endten bakkede så bagenden var ud over autoværnet eller kørte fremad så det var forenden, der var stejlt ned og skrænten endte i vandet. Heldigvis var chaufførerne stedkendte og meget dygtige og busserne var forsynede med ekstra kameraer mv.
Udsigt fra skolen i Eidí

Vi deltog også i en kunstnerisk performance der gik ud på at strikke i ring. Forinden havde hver deltager lavet et rødt strikketøj, der var rigtig mange flotte. Seancen blev fotograferet undervejs. Jeg deltog men bad en anden tage billeder. Næsten 80 deltog. 




Til sidst bygden vi boede i.






lørdag den 2. juli 2011

Færdige projekter

Endelig blev der noget vise frem, hele 3 ting.
 Først et par fingervanter der har fristet skæbnen som UFO i 1½ år inden de nu er ophøjede til FO. Jeg har været meget i tvivl om hvordan den venstre skulle laves og er godt tilfreds med resultatet, der blev til mens jeg underholdt svigermor i torsdags mens svigerfar og genalen var optaget andetsteds. Designet et navias og garnet Navia Duo strikket på pinde 3.  I går var vi så med toget til København hvor der blev hæklet kanter og i dag blev der fundet knapper i gemmerne. Så nu er de klar til Færøerne. Vi havde en pudsig oplevelse i Kbh. på vej rundt med kanalrundfarten fik jeg øje på 3 kolleger, der til daglig huserer i det vestlige Jylland. desværre kunne jeg ikke vinke dem op. Ventende på bussen hjemme var det første manden så på lysavisen en nyhed jeg godt vidste var på vej og som nomalt ville have betydet pressekontakt og travlhed for mig, det er herligt at have ferie.
 Næste lille projekt er lidt hårpynt. beregnet til en aftenerne på Færøerne. Det er nu lidt svært at få en kam til at sidde fast i mit korte hår, men jeg får ondt i hovedet af en hårbøjle en hel aften når jeg også har briller på.
Til sidst et lille sjal. Ishbel, strikket i "Handmaiden camelspin" herfra på pinde 4. En anden gang vil jeg gentage vinbladsmønsteret 2 gange mere (a+b 1 gang hver), der var 25g garn tilbage og størrelsen er til den lille side. Garnet er en gave fra "strikkemostrene"