søndag den 20. februar 2011

Færdig strik

Det er efterhånden noget siden jeg har haft færdig strik at vise frem, men her er hele to ting:

Anette D, bindebluse. Købt hos Isager, Århus (nu Tøndering strik), strikket i Isager alpaca 2 på pinde 3. Den kunne nu godt tåle at være lidt større, men det går. Var oprindelig tiltænkt min søster, men jeg købte 50g garn mere for at strikke den til mig selv, der er mellem 50 og 75g til rest.
Der er også strikket flere cubahuer. de passer godt til at sidde med i toget. Her er de 7 første, fra mindste til største størrelse. At de passer sammen farvemæssigt er ikke tilfældigt, det er rester fra samme projekt, "sandnes mandarin petit" på pinde 3.

Og så er jeg igang med ribstykket på Bente Geils "vestpå", det kommer til at tage tid, trods pinde nr. 5, omgangene bliver nemlig rigtig lange, og det er for stort at tage med til møder og i toget.

fine gaver

I dag havde jeg besøg af strikkemostrene, og de medbragte fine gaver selv om det ikke var første gang jeg lagde hus til.  100g "handmaiden camelspin" i brune/gyldne nuancer, jeg glæder mig til at strikke af det, og chokolade, nogen ved vist at jeg har en sød tand. Det turkise garn er "rowan purelive revive", genbrugs garn af silke, bomuld og viskose, lige noget for en miljønørd som mig. Jeg har allerede fundet en passende opskrift til et lille tørklæde. Og så fik jeg en blomst, lige en af dem jeg har haft på ønskelisten længe.

lørdag den 5. februar 2011

nyt garn

Da jeg var på afdelingsseminar i november fortalte en håndboldcoach, at man helst ikke skal sige til spillerne hvad de ikke må, for så fokuserer de på det og kommer netop til at gøre det forkerte. Måske er det det der er sket for mig. Jeg forsøger at overbevise mig selv om, at jeg har så rigeligt med garn at der er til flere år. alligevel er jeg faldet i og har anskaffet hele 5 fed af Slavis skønne "madeleine tosh" strømpegarn, og det endda af 2 omgange da jeg fortrød at jeg ikke købte det gule første gang, men istedet valgte et fed af det lidt billigere "malabrigo sock". Og selvfølgelig skulle der købes nok til at få fri forsendelse. I går var jeg så forbi en lokal stofforretning der har udvidet og nu også fører garn fra Rowan og Sandnes. Der blev selvfølgelig bladret i diverse hæfter, hvilket førte til mere garn og opskriften på bla. denne bluse. Det lover ikke godt, butikken ligger nemlig meget tæt på et af mine meget benyttede busstoppesteder - godt det snart er cykeltid igen.
I dag lykkedes det mig dog at tilbringe en hel dag i en garnbutik uden køb, men ønsker kom der med hjem.