søndag den 27. januar 2013

Rastløshed

I stilheden efter en hård tid går jeg fra det ene til andet og lader mig let distrahere. Det gælder også strikketøjet.

Planen er at "java"-cardiganen skal være færdig til brug omkring 1.marts, jeg er med opøvelsen af lidt diciplin blevet færdig med ærmerne og et pænt stykke af kroppen.
Mønstret er lettere end jeg var advaret om i butikken og fungerer fint i tog mv., bortset fra at garnet har det med at hoppe op af posen når jeg hiver lidt i det. Jeg glæder mig til den er færdig. For nu ikke at gøre det for let for mig selv kom jeg til at starte på en poncho-agtig bluse fra Rowan "Nordic Tweed" - og den trækker også i mig.
 
Garnet er superblødt og lækkert, nemlig "Rowan, Colourspun", mohair, uld og lidt polyamid, modellen hedder "Heidi". Her skal der tilgengæld tænkes lidt for at få mønstret til at passe, og diagrammet mangler i hæftet, heldigvis fandt jeg det på Rowans hjemmeside.
 
I mellemtiden hviler de andre projekter jeg også gerne vil have færdige. Der har "på papiret" været rigelig strikketid, jeg udnytter den bare dårligt. Første uge i januar var vi i København, hvor vi havde lejet en ferielejlighed. Tiden blev dels brugt til en meget grundig rengøring og aflevering af min mors lejlighed, dels til at være turister. Strikket blev der stort set ikke. Sidste mandag var jeg igen i København, denne gang i forbindelse med mit arbejde, og strikkede kun den ene vej i toget. Jeg må bare konstatere, at der åbenbart er brug for pauser hvor jeg ikke skal koncentrere mig det mindste og tankerne kan flyve helt frit. Og så skal strikketøjet jo være en glæde ikke en pligt.
 


tirsdag den 1. januar 2013

Godt nytår med færdig strik

Først og fremmest godt nytår. Vi tilbragte aftenen i fredeligt selskab med gode venner og kom godt ind i det nye år, der forhåbentlig bliver bedre end det sidste. I modsætning til en del af selskabet valgte jeg at blive på jorden da de gik op på det flade tag på huset for at se fyrværkeri - det rimer ikke med højdeskræk

Kort før jul blev "Peasy" lige så stille færdig og er taget i brug. Og den er allerede et hit.
Jeg føler mig ikke fotogen pt. så I må nøjes med et foto uden indhold.
 
 
Jeg har strikket i "Rowan felted tweed" på pinde 3½. Farven er turkisgrøn og garnet sandelig fra lager. Et lager jeg lige sørgede for at forøge da der var lagersalg hos Bente Geil mellem jul og nytår. Det er vist godt der formentlig kommer flere lange togture i foråret - de bliver arbejdsrelaterede, men da jeg selv betaler en del af transporttiden strikker jeg med god samvittighed.
 
Det gjorde jeg også på vej over da jeg midt i december, som tidligere nævnt, fik mulighed for en ekstra alene-dag i København. Jeg nød virkelig meget at gå gennem strøget og se på de julepyntede butikker samt komme til boglancering i "sommerfuglen", hvor Marianne Isagers "Strik a la carte 2" kom med hjem. Og sandelig om ikke jeg fik hilst på en af "pigerne" fra Islandsturen undervejs.  Hjemturen næste dag blev uden strik, jeg var simpelthen for træt efter en lang dag med lytten til indlæg mv. Det jeg strikkede på var et par strømper, 2 på en gang med magicloop, billede følger.