onsdag den 28. december 2011

så er det en fornøjelse at strikke til ungerne

Der tikkede en sms ind "J har næsten ikke haft strømperne af siden han fik dem juleaften" efter en venlig forespørgsel om, hvorvidt huen også faldt i god jord kom svaret "bestemt". Hvem er det lige der påstår at børn ikke vil have bløde gaver?

tirsdag den 27. december 2011

overspringshandlinger

Først god jul til alle, den sidste uge op til jul var tærpakket og efterfølgende har der ikke lige været lejlighed til at åbne pc'en. Nu skulle jeg så egentlig arbejde da jeg ikke har nok feriedage til at holde fri hele julen hvis der også skal være til foråret. Det er bare så svært at finde motivationen - jeg vil hellere få ryddet lidt op og ikke mindst strikke på den hue jeg har lovet kollegaens søn. Julegaverne er vist faldet i god jord, jeg har ikke hørt fra modtagerne, men mormoderen berettede at den 11-årige gik rundt med huen hele aftenen, hvilket må være gode tegn, og lillebror på 9 var vist også tilfreds med fodboldsokker - han er københavner og FCK-fan (spiller selv på børnehold).

En anden overspringshandling er et "halsrør" til mig selv, den blå halsvarmer er ikke helt varm nok pt. og jeg er blevet glad for noget der ikke falder af og bliver væk. Modellen er "Holly" fra Lene Holme Samsøes bog "mere feminin strik" Garnet er "Grignasco loden" i en lys karrygul, der er brugt lidt over 1 nøgle på pinde 4,5.
Garnet købte jeg sidst vi var i København, et meget beskedent indkøb kun suppleret med et sæt firkantede strømpepinde, måske skulle vi tage toget noget oftere i forbindelse med overnatninger, det begrænser hvad der kan bæres hjem at der også medbringes skiftetøj.

søndag den 18. december 2011

i sidste øjeblik

Så længe jeg har strikket har jeg været i sidste øjeblik med de hjemmelavede gaver, også denne gang. Planen var at der ikke skulle strik under nogle af træerne i familien, men pludselig var jeg igang med en hue der passende kunne blive til ældste nevøen. Yngste nevø er meget uldsart så der kunne ikke være tale om 2 huer, istedet får han et par fodboldstribede sokker der kan bruges over de almindelige.



Historien om huen er, at jeg har lovet at lave en øreklaphue til en kollegas voksne søn, og selv om princippet er enkelt var det fristende med en opskrift. Jeg faldt for en fra Sandness nyeste "gutter og men"hæfte men det krævede jo også et garnkøb, hvilket den stakkels nevø nu må lide under.  Huen er strikket i "sandness smart" på pinde 3½. Sokkerne er strikket efter egen opskrift i "regia 4-trådet, stadioncolor".
Begge dele blev færdige og er pakkede og klar til at sende til den anden ende af landet i morgen. 
Huen er iøvrigt lidt af et "svendestykke", det lykkes mig at strikke flerfarvestrik med en farve på hver hånd, en fordel da der var 3 farver på enkelte omgange så var det 2 farver på venstre hånd og 1 på højre.