tirsdag den 5. oktober 2010

Tiderne skifter

 Endnu en weekend tilbragt væk hjemmefra, denne gang familiebesøg og en dejlig koncert i Frederiksborg Slotskirke med Concerto Copenhagen og Ars Nova. Det var helt hyggeligt at besøge slottet igen. Jeg benyttede lejligheden til at lokke "Hønsestrik" fra min mor. Den er trykt i 1973, hvor jeg var 12 år gammel og jeg er nok den der har strikket mest efter den. Meget har ændret sig, men noget har ikke. F.eks. var bla. bogen et oprør mod "garntvang" ved køb af opskrifter. Der tales meget for at benytte det garn der nu er ved hånden og tage det afslappet med hensyn til pasform. Det sidste har jeg nu sværere og sværere ved efterhånden som årene går. Ved siden af ligger en bog fra 2009 med diverse strikketeknikker til inspiration. Bogen er af Britt-Marie Christoffersen og hedder "stickning ett hantverk att utveckla". Forskellen på de 2 bøger passer nok meget godt med min udvikling.
Og intet besøg i hovedstadsområdet uden garnkøb. I Malmø blev det til klar turkisblå hør til en "slå-om" trøje. I Helsingør "nøjedes" jeg med bomuldsgarn til Yothaka’s Tunika af Karen Noe. Jeg forventer at bruge noget hør jeg har liggende, hvis jeg da ikke finder på noget andet. Nu håber jeg så bare på strikketid.

søndag den 26. september 2010

Stort og småt

Egentlig er jeg ikke så glad for tykke pinde, men en gang imellem kaster jeg mig ud i det, som her hvor jeg har lagt en jakke af garnet fra Færøerne op ved siden af ærmet til "bindeblusen" i Isager alpakka. Forskellen er til at få øje på. Begge projekter har været med på weekend i Vejle Å-dal med en flok venner. der blev nu kun strikket lidt, istedet fik jeg gået et par gode ture og konstateret at jeg stadig kan danse Sønderhoning og hambo (2 pardanse fra henholdsvis Fanø og Sverige). Til gengæld kunne jeg ikke huske turene i Lancier selv om jeg har instrueret den flere gange. Nu krydser jeg fingre for at næste års tur ikke falder sammen med strikkefestivalen på Fanø.

lørdag den 11. september 2010

en lang uge

Efter en helt almindelig uge med begynde efterårsstemning tillader jeg mig en sløv lørdag. Det regner så håndværksdagene i den gamle by er aflyst/udsat og der er en undskyldning for at sidde inde og være træt. Trætheden kommer nok mest af en fest på arbejde i går. Det er ikke fordi jeg fik særlig meget at drikke eller kom sent hjem, men måske betyder det noget at jeg meget sjældent drikker alkohol og samtidig tager medicin for blodtrykket - og så startede festen kl. 14 dvs. lige efter arbejde så dagen blev lang alligevel og akustiken i lokalet er rædselsfuld pga. betonvægge og gulv.
Sidste weekend var booket, bla. med foredrag"workshop med Christel Seyfart hos "Fandango". Det blev en rigtig hyggelig eftermiddag
og jeg er nu endnu mere opsat på at komme til strikkefestival på Fanø næste år. Jeg havde på forhånd besluttet at jeg godt måtte købe et kit - det blev til folklorejakken. Egentlig troede jeg jeg skulle have den blå udgave, men efter prøvning af begge var der ikke tvivl om at den grønne er bedst til mig. Til gengæld ønsker jeg mig senere "fuglesjalet".

Ellers er strikkestatus, at jeg nu har 2 forstykker og et lille stykke ryg på "masai" og selvfølgelig er startet op på en jakke/trøje i det færøske garn. Også bindeblusen/slåomblusen fra Isager/Anette D vokser, det er snart ærmetid, heldig for den kan næsten ikke være i tasken i toget.

lørdag den 28. august 2010

færøsk garn og andre flotte farver

Jeg har ikke fået vist et foto af det garn jeg trods alt fik købt på Færøerne. "Sirri" er begyndt at farve deres garn i flotte farver og jeg fandt noget i en lys nærmest lavendelblå. Desuden købte jeg 5 nøgler i brun, der formentlig bliver en trøje, eller vest. Det var et køb med forhindringer, da programmet for turen ikke levnede tid til shopping. Men lige ved hotellet var en garnbutik. Torsdag var vi et par stykker der nåede derind 10 minutter i lukketid og kort før vi skulle videre. En forelskede sig i en kjole i Sirris multifarvede garn og jeg snusede rundt. Der ville komme mere næste dag blev vi fortalt så vi gik videre. Fredag var vi for sent tilbage. Lørdag morgen skulle vi køre før butikken åbnede, men vores guide var forsinket og ville da hun kom gerne vente på at vi købte garn. Kl. 9 åbnede butikken og jeg fik det lange ben foran skarpt fulgt af 2 andre, en kom senere dryssende. Jeg havde set en kort jakke/vest i vinduet. Det viste sig at opskriften er fra et af "hendes verdens" hæfter, bare i lokalt garn. Det er den det blå garn skal bruges til, pinde 8 må gå relativt hurtigt når jeg engang kommer igang med den. Garnet kunne lige præcis klemmes ned i rygsækken da vi skulle hjem.
I går aftes var vi så til middelalderfestival. her hang det smukkeste plantefarvede uld. Fornuften sejrede og jeg nøjedes med at kigge, også med fingrene. Gemalen var ellers klar til at låne mig de nødvendige kontanter - det bliver der jo bare ikke strikket af og lageret bugner. I det hele taget strikkes der ikke så meget pt. som jeg synes jeg burde, selv om diverse strikkecafeer og sammenkomsten hos "Lises strikkemostre" (vores lille strikkeklub) hjælper. I toget strikker jeg på "hemmelige" sokker til Fandangos sokkekonkurrence, dem får I ikke at se på bloggen.

torsdag den 19. august 2010

Færøerne

Jeg kom hjem i mandags efter en meget indholdsrig tur. Rejseselskabet var nogle af dem jeg læste sammen med på masterstudiet for 2 år siden (incl.1 underviser) Vi fløj fra Billund torsdag eftermiddag og landede i fint vejr. Efter indlogering  gik turen til vores færøske medstuderende for planlægning af turen. Vi var spændt på om vi fik mad, og det gjorde vi; halvtørret og kogt grindehval (de sorte stykker på fadet), saltet og røget grindespæk i tynde tern, tørret fisk og kogte kartofler. Et færøsk hverdagsmåltid fik vi at vide. Næste dag hørte vi om indholdet af miljøfremmede stoffer i grind, det er et stort problem for de der spiser det ofte. 
Det var delvis en studietur så fredag startede med et besøg hos deres "miljøstyrelse", hvor vi hørte om virksomhedsgodkendelse, planlægning og så altså miljøfremmede stoffer i grindehval. Der var mange ting der overraskede mig fagligt - ikke nødvendigvis negativt bare anderledes forhold. Herefter var vi på virksomhedsbesøg og så og hørte om affaldsbehandling og energiproduktion. Dagen sluttede med en sejltur og middag på Torshavns dårligste restaurant, vi ventede over 1 time fordi de havde glemt vore bestilling.
 Lørdag fik jeg reddet mig et meget kort besøg i en garnbutik lige ved hotellet, så der kom altså garn med hjem. Ellers var både lørdag og søndag afsat til at se noget af øerne. Vejret skiftede konstant mellem tåge og klart vejr, begge dele lige facinerende og vi kom både på smalle veje med langt ned og gennem lange tuneller med både 1 og to spor. Vi kom også på kunstmuseet og på rundvisning i forfatteren og malerenWilliam Heinesens hus (de fortabte spillemænd mv.). Der hang flere af hans originale papirklip som han klippede efter han var fyldt 70.
Mandag var der så hjemrejse.


søndag den 8. august 2010

Sokker og rejsefeber

nærbillede mest korekte farve
Et par sokker er blevet færdige. De har ligget stille hele sommeren, hvor det ikke har været sokkevejr, men kom frem fra kurven da jeg ikke vil have to par igang samtidig. Jeg har nemlig besluttet mig for at forsøge mig med sokker i flyet til "de nordatlantiske øer". De bliver dog hemmelige her på bloggen året ud da det er kandidater til at deltage i "fandango's" strømpe- og sokkekonkurrence.
Jeg glæder mig virkelig meget til at komme afsted på torsdag og er begyndt at tænke på pakning af de vigtigste ting. Manden har taget fri og kører mig og 3 andre til lufthavnen, hvor han henter os igen mandag. Det bliver alt for få dage deropppe, men så er der jo grund til en tur mere senere. Vi kommer til Klaksvig, hvor NODA holder til, men det er søndag, hvor der er lukket. Måske meget godt når jeg tænker på baggagerestriktionene i flyet.

tirsdag den 3. august 2010

bryllup og vikinger

Weekenden bød på bryllup og vikingemarked. Bryllupet stod i Middelfart, hvor svoger og hans samlever gennem flere år havde valgt et kirkebryllup med efterfølgende boblevand og snacks i haven, og grillpølser da sulten meldte sig. Det var overordentlig hyggeligt selv om jeg var spændt på hvad dagen ville bringe, invitationen kom for 3 uger siden på sms "skal i noget 31. juli, vi skal giftes", resten måtte vi spørge til. Der blev ikke lagt tid ind til et besøg i den lokale garnbutik som jeg har tilgode, risikoen for at købe garn ville være stor og jeg har ligesom nok. Søndag var vi til Vikingemarked ved Mosgård Strand. Her blev det til lidt håndfarvet garn, nok til et sjal, og til en håndfuld glasperler. Garnnøglerne er ikke helt ens, så jeg skal have fundet en opskrift der udnytter forskellen. Glasperlerne blev i går aftes forvandlet til maskemarkører. De er lidt tunge, hvilket jeg godt kan lide. Jeg tænkte på gaver da jeg købte perlerne, men tror ikke jeg nænner at give dem væk. Tilgengæld er der basismaterialer nok til flere og de er sjove at lave.