søndag den 3. marts 2013

forårsfarver

Min turkise gardigan er blevet færdig - og klar til fin middag på tirsdag. Der var for lidt garn af den ene type, muligvis fordi jeg har strikket lidt fastere end designeren. Heldigvis var samme parti på lager så jeg slap for fix-faxerier i form af forkortelse af ærmer eller andet.
Den er ikke vasket og allerede meget blød og lækker, så jeg glæder mig til den kan vaskes efter på tirsdag, jeg kan ikke nå at få den tør inden.

Fakta: "Java" af Charlotte Tøndering, strikket i str. L- 1 tråd Ito-Kinu og 1 tråd Ito-sensai. Pinde 3,5.

Foråret giver lyst til lethed og nye farver og fingrene kribler efter at starte nyt op - foreløbig er det dog lykkedes at holde mig til det der er igang, men der er købt garn til en bluse fra "Nordiske masker 2" og da jeg i går fandt en nederdel der passer perfekt til varer det nok ikke så længe før jeg overgiver mig.

søndag den 10. februar 2013

Orden i pindene

Jeg har længe savnet passende opbevaring til mine strømpepinde - når de ikke lige sidder i et strikketøj - det har jeg fået nu. Fandango har nemlig fået nogle rigtig fine "mapper" i voksdug
 
 
Og når jeg nu var igang blev det også til en til de få jumperpinde jeg har. De bliver kun brugt til mindre arbejder, som f.eks. prøvelapper på kurser, men må alligevel gerne være lette at finde.
 
Måske bliver det også til en "kombimappe" til de sarteste rundpinde og resterende strømpepinde, eller bare en til rundpindene - eller.... Flotte er de ihvertfald.

 


søndag den 27. januar 2013

Rastløshed

I stilheden efter en hård tid går jeg fra det ene til andet og lader mig let distrahere. Det gælder også strikketøjet.

Planen er at "java"-cardiganen skal være færdig til brug omkring 1.marts, jeg er med opøvelsen af lidt diciplin blevet færdig med ærmerne og et pænt stykke af kroppen.
Mønstret er lettere end jeg var advaret om i butikken og fungerer fint i tog mv., bortset fra at garnet har det med at hoppe op af posen når jeg hiver lidt i det. Jeg glæder mig til den er færdig. For nu ikke at gøre det for let for mig selv kom jeg til at starte på en poncho-agtig bluse fra Rowan "Nordic Tweed" - og den trækker også i mig.
 
Garnet er superblødt og lækkert, nemlig "Rowan, Colourspun", mohair, uld og lidt polyamid, modellen hedder "Heidi". Her skal der tilgengæld tænkes lidt for at få mønstret til at passe, og diagrammet mangler i hæftet, heldigvis fandt jeg det på Rowans hjemmeside.
 
I mellemtiden hviler de andre projekter jeg også gerne vil have færdige. Der har "på papiret" været rigelig strikketid, jeg udnytter den bare dårligt. Første uge i januar var vi i København, hvor vi havde lejet en ferielejlighed. Tiden blev dels brugt til en meget grundig rengøring og aflevering af min mors lejlighed, dels til at være turister. Strikket blev der stort set ikke. Sidste mandag var jeg igen i København, denne gang i forbindelse med mit arbejde, og strikkede kun den ene vej i toget. Jeg må bare konstatere, at der åbenbart er brug for pauser hvor jeg ikke skal koncentrere mig det mindste og tankerne kan flyve helt frit. Og så skal strikketøjet jo være en glæde ikke en pligt.
 


tirsdag den 1. januar 2013

Godt nytår med færdig strik

Først og fremmest godt nytår. Vi tilbragte aftenen i fredeligt selskab med gode venner og kom godt ind i det nye år, der forhåbentlig bliver bedre end det sidste. I modsætning til en del af selskabet valgte jeg at blive på jorden da de gik op på det flade tag på huset for at se fyrværkeri - det rimer ikke med højdeskræk

Kort før jul blev "Peasy" lige så stille færdig og er taget i brug. Og den er allerede et hit.
Jeg føler mig ikke fotogen pt. så I må nøjes med et foto uden indhold.
 
 
Jeg har strikket i "Rowan felted tweed" på pinde 3½. Farven er turkisgrøn og garnet sandelig fra lager. Et lager jeg lige sørgede for at forøge da der var lagersalg hos Bente Geil mellem jul og nytår. Det er vist godt der formentlig kommer flere lange togture i foråret - de bliver arbejdsrelaterede, men da jeg selv betaler en del af transporttiden strikker jeg med god samvittighed.
 
Det gjorde jeg også på vej over da jeg midt i december, som tidligere nævnt, fik mulighed for en ekstra alene-dag i København. Jeg nød virkelig meget at gå gennem strøget og se på de julepyntede butikker samt komme til boglancering i "sommerfuglen", hvor Marianne Isagers "Strik a la carte 2" kom med hjem. Og sandelig om ikke jeg fik hilst på en af "pigerne" fra Islandsturen undervejs.  Hjemturen næste dag blev uden strik, jeg var simpelthen for træt efter en lang dag med lytten til indlæg mv. Det jeg strikkede på var et par strømper, 2 på en gang med magicloop, billede følger.
 


søndag den 9. december 2012

"flyttetravlhed"


Jeg er ikke flyttet, og bloggen heller ikke, men siden sidst har jeg ageret "flyttemand" på to måder. Dels har vi været igang med tømning af min mors lejlighed, trods flere læs på containerpladsen blev vi ikke færdige, et langt liv fylder meget og giver både anledning til minder og undren over hvorfor lige de ting er gemt. Det gør også ondt at kassere brugbare ting, som genbrugsbutikkerne ikke ønsker fordi de ikke kan afsætte dem. En tur over i dag blev heldigvis aflyst for flere dage siden da vi lagde nye planer, men tanken om deadline nager mig.
Den anden flytning er fra computer til computer. Min stationære pc brændte sit netkort af efter at have skrantet længe. Heldigvis har vi en bærbar der kan bruges istedet, men da jeg ikke ved hvordan de to kunne bindes sammen med henblik på filoverførsel valgte jeg den sikre vej med en ekstern harddisk som mellemstation. Det tog så lige sidste søndag at finde de rette filer og placeringer samt geninstallere diverse drivere.

Jeg har også strikket. "Peasy" mangler nu kun 5cm og kanter, billedet er et par uger gammelt. Den ser ud til at blive en succes.
 
Og så har jeg været på udflugt til Blicheregnens museum. Udstillingen "stickning - et handverk at utvikla" var meget spændende, med  både strikkeprøver og eksempler på anvendelse. den er forlænget til januar.
 
 
Der var også en mindre udstilling af nogle gamle sjaler og handsker fra Herning (og de moderne efterligninger).
 
I morgen går turen igen med tog over storebælt, dennne gang i embeds medfør, kombineret med en fridag til aflevering af de få af min mors møbler der kan afsættes, medmindre snevejret driller. Jeg har planer om et besøg i "Sommerfuglen", hvor Marianne Isager signerer sin bog der udkommer mandag. Tirsdag står på møde/konference fra tidlig morgen til sen eftermiddag, inden det går direkte hjem med toget. Mødet starter så tidligt at der under alle omstændigheder var behov for overnatning.


søndag den 28. oktober 2012

Der strikkes ærmer

Jeg strikker ærmer for tiden, både på de helt tynde pinde (3.50) og på nr.7 som jeg egentlig ikke er så vild med. De tykke er til den klasssiske islandske trøje med lynlås. De tynde pinde er en lægger blød sag fra Charlotte Tøndering, Java hedder den. Garnet er fra japanske ITO, henholdsvis sensai (silke og mohair) og Kinu (ren silke). Jeg forestiller mig at den er helt perfekt til min sorte kortærmede hørkjole. I dette tilfælde startede jeg mest på ærmerne fordi det er lettere at strikke rib end mønstret på kroppen. Oven på de sidste ugers begivenheder og tiden op til har jeg valgt at bruge en del af de mentale kræfter på fremtiden i form af nye spændende arbejdsopgaver, hvilket gør behovet for ren terapistrik større.


Terapistrik er min nye udgave af "nr 8" også, det går jævnt fremad og jeg er begyndt indtagninger i livet, det varer dog noget inden der skal strikkes ærmer her, medmindre jeg laver dem sideløbende med selve kjolen. Jeg strikker på firkantede pinde og det virker som om det er mere jævnt end jeg plejer, måske ren indbildning.
Vintertid giver lyst til varme. I lageret lå Rowan Felted Tweed til en lang vest, jeg var ikke langt før jeg konstaterede at den kom jeg nok ikke til at bruge, mønsteret så ikke ud som forventet. Lidt søgning på Ravelry gav resultat, så nu strikker jeg i stedet "Peasy", en fin lille trøje med 3/4-ærmer og lidt mønster. Den strikkes oppefra og ned. Jeg skal snart til ærmerne, der ifølge opskriften strikkes før resten af kroppen. De næste uger byder på en del møder og et 2-dages kursus, samt en togtur Købehavn-retur, mon ikke det rykker lidt.



søndag den 14. oktober 2012

Færdigt Bredbånd

Jeg er blevet færdig med "Bredbånd" og har afleveret til modtageren, undtagelsesvis i uvasket tilstand - efter aftale. Den blev strikket færdig i toget til København og de sidste knappet syet i efter overnatning, billedet er derfor også taget med mobil.


Anledningen til turen kunne jeg godt have undværet, vi skulle aftale min mors begravelse, efter at hun døde pludselig og for os uventet i torsdags. Det bliver meget underligt ikke længere at have tilknytning til min barndomsby, bortset fra en gravsten.
Lidt godt var der dog ved turen, dels at besøge søster, dels at deltage i kulturnatten med mine to, snart ikke så små, nevøer og deres forældre.

De næste par uger bliver der nok ikke strikket så meget, mange praktiske ting trænger sig på.

- Posted using BlogPress from my iPad