tirsdag den 28. januar 2014

Færdige projekter

Så blev det 2014, et år der forhåbentlig bliver mindre tubulent end de sidste to har været. At det er blevet sent med første blogindlæg skyldes mest at det ikke har været let at fotografere og at der er koldt i det rum PC'en står i. Det sidste er der en løsning på vej for - nyt tag og bedre isolering er bestilt og vil være færdig inden sommeren og fotolyset plejer jo at blive bedre hen ad foråret.

Færdigt er til gengæld lidt af monteringsbunken

Den blå kjole er taget lidt i brug med en t-shirt under - det hjælper med en underkjole og jeg ser frem til at bruge den i foråret.

Fakta: Nr.8 fra "Geilsk" - en af modellerne fra Vianstrik. Strikket i geilsk bomuld/uld i str. xl.
Pinde 3. (knitpro cubic).




En flot turkis cardigan er det blevet til - perfekt her i den kolde tid. Modellen er kort, men det er jeg også så jeg har ikke forlænget den som mange andre.

Fakta: "opera" fra hæftet "fin og finurlig". Strikket i Isager Spinni (fra lager) i en dyb turkisblå og Rowan "kidsilk haze" i turkisgrøn (købt til formålet).
Største størrelse og strikket på pinde 4.

Det er også blevet til lidt varmt til halsen.





 

Først en halsedisse fra Charlotte Tøndering, strikket i hjelholt håndværkergarn også på pinde 4. Lidt krads men ikke mere end jeg kan klare.


Og til sidst et specielt tørklæde fra Stephen West "mystery-kal" sidste år. Jeg er kommet til at holde af det og bruger det flittigt under min frakke. Garnet er "malabrigo sock", et nøgle fra lager (blå), et vundet til en strikkecafe (grønt) og et købt til formålet (orange). Strikket på pinde 3.75
Den islandske trøje ligger stadig i bunken - der er hæftet ender mv. og jeg er ikke bange for at skulle klippe i den, derimod er jeg lidt spændt på om jeg kan sy lynlåsen pænt i. Jeg satser på at få symaskinen frem i weekenden - der er pt. dækket af garn.
 
Af nye igangværende projekter er en stribet cardigan fra bogen "mange masker" - også et delvis lagerprojekt, og et par hemmelige sokker - i lagergarn.
 
Hvis jeg skulle have et nytårsforsæt skulle det være "mere fokus på at bruge af garnlageret" - det vil vise sig om det lykkes.
 

4 kommentarer:

Lydert sagde ...

Sikke da noget lækkert strik, du har fået gjort færdigt

Susan sagde ...

Du har godt nok været flittig med monteringen. Dejlige ting.

Karina Bunkenborg sagde ...

Rigtig flotte sager du har strikket!

Strikkeglæde sagde ...

Det var da nogle dejlige sager du har fået færdig - godt gået!