mandag den 29. juni 2009

en varm weekend

Hjemme igen efter 3 dages tur til en sommervarm Gøteborg. Vejret var med os, der blev ikke brug for de varme trøjer, der for en sikkerheds skyld var pakket i rygsækken. Fredag morgen var der afgang med tog til Frederikshavn, hvor færgen ventede. Turen blev for mit vedkommende delvis tilbragt på soldækket med strikketøjet inden for rækkevidde, hvilket senere hævnede sig, jeg havde glemt alt om solcremen der ellers lå i rygsækken bag mig, og måtte tilbringe hele lørdagen i en langærmet t-shirt medbragt til lørdag aften. Strikketøjet er Karen Noe's "trekant", der strikkes i hør/bomuld og derfor er velegnet til strik i varmt vejr. Der blev strikket både frem og tilbage - øv. Garnkøb blev det ikke til denne gang. Jeg havde planlagt at besøge en garnbutik og ikke mere. Vi var i nærheden af den fredag da vi skulle afhente koncertbilleterne, men jeg orkede det ikke med en stor rygsæk på ryggen og ville lige checke ind på hotellet først. Dumt gjort - det viste sig at de har lukket lørdag og da vi gik en tur forbi efter at have sat bagagen var klokken 2 minutter over lukketid. Så må jeg trøste mig med at de ikke havde noget jeg ikke kan få hjemme for 2 år siden da jeg var der sidst og at priserne i en anden butik vi så ind i var så høje, at der ikke var noget at hente trods kronekursen.
Lørdag var vi rundt i byen og fik bla. kaffe og "kanelbulla" på en kafé i Haga-bydelen. Her kunne selv gemalen få sin kagelyst styret. Alle kager var kæmpestore. Kanelbullan på størrelse med en middagstallerken, vi delte men alligevel var der rigeligt -omregnet til normalstørrelse var der vel 2 til hver.
Efterfølgende tog vi en lang gåtur i "Slotsskogen", hvor der er en dyrepark og mange fine kroge blandt andet dette udsigtspunkt. Mange af dyrene døsede i varmen, men jeg fik da set en elg, selv om den lå ned.
Inden koncerten nåede jeg at finde en enkelt strikkebog, som jeg har set for mange år siden og ellers ikke før nu. traditionelle vanter. huer, sokker og sjaler, blandt andet vanter i "tvebinding" som jeg har lyst til at prøve en dag.
Koncerten foregik i byens haveforening, hvor publikum sad på havestole og tæpper. Vi kom en time før og der var allerede mange, trods det fandt vi en fin plads. De spillede næsten 4 timer med en kort pause, en blanding af folkemusik (svenske danse), svenske slagere og Abba-melodier. Der var to sangere med, Tommy Körberg og en pige jeg ikke husker navnet på. Det trak i benene når de spillede dansemelodierne, men da gemalen ikke danser, og slet ikke de komplicerede pardanse, måtte jeg blive sidende. Det var dog sjovt at kunne fortælle en svensker, hvad det var for en dans de spillede.
søndag morgen gik det så hjemad. Vi kunne endnu en gang sidde på soldækket hele vejen, denne gang i skyggen og med solcreme. Pludselig kom gemalen tilbage efter en kort tur rundt på dækket, medbringende en af vores venner vi ikke ser så tit. Hun er dansk og har boet i Sverige over 20 år. De var på vej på ferie. Det blev til en hyggelig snak.

3 kommentarer:

Unknown sagde ...

Det var en fin tur du hadde. sannelig fikk du strikket også. :-)

Lotte K strik sagde ...

Det lyder til at have væren en god tur.

Gitte sagde ...

Mens jeg altid husker at sørge for at børnene bliver smurt ind i solcreme, har jeg også en tendens til at glemme mig selv......

Den ser rigtig skøn ud - blusen, smuk farve.

Uha hvor en "kanelbolle" ;-)

- og tak for sidst.