tirsdag den 26. april 2011

"Vest på"

Vi har været på Sjælland i påsken (uden at købe garn) og nyder nu de sidste feriedage hjemme. Jeg har trodset vejret og hyret fotografen så der kunne komme billeder af vesten. Undtagelsesvis får I også et billede taget bagfra da det er her strikkemodellen rigtig kommer til sin ret. Ryggen er strikket som et stykke med "snydesnoninger/falske snoninger", hvorefter der er samlet masker op og strikket rib med udtagninger for resten.

Fakta. Bente Geil "vest på", strikket i to tråde geilsk tynd uld på pinde 5. Str. x-large/stor/x-stor.  Jeg var tæt på at kunne passe størrelsen mindre men besluttede efter at have prøvet den at denne er bedre. Som nævnt tidligere kræver de sidste omgange lidt mere end en 100cm rundpind.

Tanker til Irene

Som så mange andre har jeg sendt mange tanker til Irene her i påsken. Du skulle have tilbragt påsken hjemme i haven omgivet af familien og siddende i solen med bog eller strikketøj, og ikke som det blev på hospitalet. Jeg husker ikke om det første møde mig dig var bloggen eller IRL, men jeg ved at der er meget jeg gerne ville lære af dig, evnen til at være tilstede og insistere på at nyde livet er en af dem, dertil kommer evnen til at være en dame og møde verden med oprejst pande, uanset hvad den byder. Og sidst men ikke mindst dine kundskaber ud i den fælles interesse der har gjort at jeg har mødt dig, nemlig strikningen. Jeg håber inderligt at jeg igen kommer til at se dig komme ind af døren hos "Sofies Forældre" eller hos strikkemostrene.

onsdag den 20. april 2011

Det hjalp

Jeres heppen kombineret med et par aftener alene hjemme hjalp. Den sidste maske på vesten blev lukket af lige før sengetid i aftes. Billeder følger når den er vasket og tørret.

søndag den 17. april 2011

sølle 5 omgange

Det er hvad jeg mangler for at kunne tage "vest på". Der er bare lige det at de er rigtig lange, 828 masker er der. I følge opskriften skulle jeg kunne klare mig med 100cm rundpind men allerede efter næstsidste udtagning var der trængsel så jeg satte et mellemstykke og ekstra vire på. Efterfølgende må jeg konstatere at godt nok bliver det lettere at sidde med, men den psykologiske effekt er negativ. Samtidig har gemalen set sig sur på mit strikketøj så det er vanskeligt at sidde med det foran fjernsynet, hvilket betyder at det der burde være overskueligt lige pludselig trækker ud. Alligevel håber jeg snart at kunne vise færdige projekter og få lov til at starte på noget nyt med god samvittighed.

søndag den 3. april 2011

nyt på pindene

Efter 2 forsøg på at starte på ærmer=strikkeprøver for en alpakatunika er jeg strandet fordi de pinde jeg skal bruge sidder i noget andet er jeg istedet startet på min mors "skulderblad", garnet virker lidt hårdt at strikke med, men jeg har mærket den vaskede udgave på messen i Middelfart og det bliver dejlig blødt.
2 takker med blade er det foreløbig blevet til, på mine nyindkøbte "knit-pro" metal jumperpinde købt på nettet da jeg ikke har set dem i Danmark. Jeg bruger mest rundpinde også til at strikke frem og tilbage, men stykkerne her er så korte at det for mig er lettere med korte (25cm) jumperpinde. Midterstykker bliver så på rundpind. Nu har jeg lige et par timer til at finde ud af om det bliver det strikketøj der skal med til strikkemostrenes komsammen i eftermiddag eller det bliver de lange ribomgange på "vestpå". Og så kunne jeg selvfølgelig også overveje at gøre en indsats for at få frigivet de mangende pinde/spidser til tunikaen for garnet er rigtig lækkert at strikke i.

lørdag den 26. marts 2011

Messe = hamstring

For første gang har jeg været på håndarbejdsmesse og det blev i Middelfart. Jeg valgte at tage alene afsted med toget og nød roen med strikketøj og te, efterfulgt af en god gåtur. Udsigten var usædvanlig flot med solskin. På vej rundt blandt de mange flotte boder mødte jeg Ina  (der her prøver en model) og veninde og aftalte at vi kunne ringes ved senere hvis jeg ville med hjem, hvilket jeg tog imod med tak.  Jeg vidste på forhånd at der ville blive brugt penge, havde endda lånt af manden fordi jeg ikke havde fået hævet kontanter. Det holdt stik. Hos Geilsk blev det til opskrift og garn til 2 "skulderblade", det ene til min mor der har bestilt et sjal, og bomuld/uld til "løbetid. Hos kataniestrik blev det en poncho og et sæt håndledsvarmere og hos Hjelholdt garn til en "muslingetunika" i dansk pelsuld. Hifagarn var der fra Norge og havde et kit til en fin klassisk jakke med twist. Så nu er der garn til flere år på nærlageret. Jeg fik også en bog om tvebinding, en særlig strikketeknik og garn til vanter/hue. Garnet skal være tvundet anderledes end normalt.

tirsdag den 22. marts 2011

En behagelig overraskelse

I dag skal jeg først sent til møde i Viborg. Undtagelsesvis har jeg valgt at arbejde hjemme og tage afsted midt på formiddagen. God ide viste det sig for jeg ramte DSBs afgang og sidder derfor i et behageligt IC3-tog og nyder solen over landskabet. Mangler klart mit kamera. StriKketøjet er med, men der er dømt arbejde så det må vente til hjemturen, der nok desværre bliver med Arriva.