mandag den 23. februar 2009

Færdigt sjal

Sjalet er nu vasket og udstrakt. Det er sjovt at se hvor meget garnet betyder. Det nye sjal er mindre end det gamle og strikket i garn med mere uld og mindre silke end det gamle. Her ses de tæt på, hvor man godt kan fornemme at det grå er mere "silkeagtigt" og tyndere. Fint nok så passer de til hver sin lejlighed.
begge sjaler er strikket i garn fra Karen Noe, henholdsvis silkeuld og "japonica bauty" på Addi-rundpind 3½.

Klippet og klar

De sidste ender er hæftet og "islænderen" klippet. Første ærme er også syet i, alt sammen ved hjælp af gemalens velvilje, han havde vist hellere set at jeg svingede støvsuger og karklud. Er han lige så velvillig i morgen bliver det til halskantstrikning i strikkecafeen.
Det er altid lidt spændende at klippe i det strikkede, heldigvis siger erfaringen mig at det holder.

søndag den 22. februar 2009

Sokkefest

Viborg tur-retur 2 dage var hvad der skulle til at færdiggøre 2 par sokker, der har været på pindene noget tid. Da vi var hos svigerforældrene i dag medbragte jeg yderligere 3 par der kun manglede endehæftning, så nu er jeg 5 par sokker rigere.fra venstre et par grønne/hvide stribede, der har ligget så længe at jeg har glemt hvornår jeg startede og hvilket garn. Der efter et par blå i Kaffe Fassets design for Regia, i midten 2 par i Drops fabel og til sidst et par røde Kaffe Fasset/Regia. Pinde og masketal har varieret undervejs, det sidste par er strikket med magic-loop de øvrige på forskellige strømpepinde. Jeg holder stadig mest af strømpepindene, men kan også se fordele ved magic-loop. Af garnet er Regia favorit, Fabel virker syntetisk og hårdt, trods ca. samme % uld.

To nye projekter er på pindene, eller rettere et gammelt. Efter sokkerne startede jeg på et par vanter til mig selv, de blev strikket flittigt den sidste del af turen torsdag og begge veje fredag, for så at blive pillet op i morges fordi de bliver for store. jeg prøver igen næste fredag når turen for 4. arbejdsdag i træk går til Viborg.
I går (gen)startede jeg så på Hanne Falkenbergs Blues som jeg egentlig startede sidste år. Efter et stykke syntes jeg ikke strikkefastheden passede og pillede det hele op. Igår viste det sig så at den alligevel var rigtig. Undervejs nåede jeg at slå op 2 gange + en ekstra strikkeprøve, delvis fordi jeg ikke læste opskriften godt nok. Senere måtte jeg 4 pinde tilbage fordi jeg ikke havde fået fat i begge tråde i garnet da jeg troede jeg stadig kunne strikke uden briller - ØV. Nu håber jeg at blive bedre venner med modellen inden den er færdig, og det med brillerne er der vist kun en ting at sige til - brug dem.

søndag den 15. februar 2009

(Næsten) færdig opgave

Så hoppede flettesjalet af pindene og er klar til vask og udspænding. Billeder kommer senere. Til restlageret er 6g garn, jeg turde ikke satse på at der var nok til 2 pinde mere.
For 1½ år siden strikkede jeg et "krakasjal" i mohair til et familiemedlem der var og er alvorligt syg. I dag fik jeg en hilsen hvor der stod at det blev brugt og stadig lunede, det giver stof til eftertanke at min lille gave betyder så meget.

Som kom sneen

Endelig lidt hvidt udenfor, det er ikke meget men sådan ser der ud i vores have. Frosenpinden (mig) har taget billedet indefra - bunken i forgrunden er de næste par års varme i brændeovnen.
I går var der mere sne, vi var nemlig flyttemedhjælpere for noget familie der flytter fra Ribe til Middelfart, det vil sige det var mest gemalen der sled i det, jeg fik tid til at strikke mens vi afventede det første læs og lidt i bilen derned. Ved andet læs tog jeg med istedet for at sidde 3 timer i et næsten tomt hus alene - sikke en smuk tur.
Det går fremad med "årringe", som sædvanlig er det nyeste det sjoveste arbejde.

Heldigvis, eller desværre, kommer det ikke med i rygsækken til og fra arbejde, jeg tør simpelthen ikke udsætte de tynde "knitpicks harmoni" pinde for risikoen. Der hæftes stadig ender, bullen og et halvt ærme er færdige - i oprimistiske stunder satser jeg på at kunne strikke halskant til strikkecafe 24. februar. Det kan være det skal med i toget i næste uge, når jeg 3 af dagene skal til Viborg, hvilket giver godt 1 time hver vej. Omvendt bør jeg nok arbejde i toget mindst den ene af dagene, hvor der skal forberedes lønforhandlinger (ikke for mig selv). Og om en uge er der ferie i næsten en uge - jeg glæder mig.

torsdag den 12. februar 2009

Hvor er sneen

Jeg sidder med udsigt over en ubebygget grund og skinnerne på stationen og undrer mig - hvor er den sne alle taler om? Hjemme er der kun faldte lidt, der hurtigt forsvandt, igår var der sne på markerne på vej på arbejde og det korte stykke fra toget til kontoret, men det var væk da jeg skulle hjem. I dag er der intet. Lyset er flot og jeg glæder mig til foråret hvor jeg vil kunne se træerne fra mit skrivebord, alligevel savner jeg sneen.

tirsdag den 10. februar 2009

Strømpegarnet

Det strømpegarn jeg købte hedder "Casbah" og er fra "Hand Maiden", det er 80% merinould, 10% cashmere og 10% nylon. Det er købt hos "garngalleriet", men jeg har også set det andre steder bla. Fandango i Århus. Der er kommet mange fine strømpegarner når jeg surfer rundt på nettet og jeg får helt lyst til at opbygge et større lager, heldigvis for pengepungen vil jeg gerne se set in-natura før jeg køber og "shoppetid" er der ikke meget af i hverdagen for tiden.
Der hæftes stadig ender på "Islænderen", efter 30 minutter gider jeg som regel ikke længere og griber et par pinde istedet - men den skal nok blive færdig til foråret.