Jeg synes Christruntes ide om huer til for tidligt fødte børn i Cuba er så god, at jeg vil være med. Bortset fra Red Barnets huer til afrikanske børn, hvor jeg ikke nåede at være med, er det ellers ikke noget jeg plejer at gøre. Måske fænger huerne fordi de er tilpas små opgaver, måske er det det fine billede af en cubansk baby, jeg ved det ikke. Den lille er nok for lille, men den kommer med, så må den blive dukkehue et sted istedet. Jeg bruger mine rester af sandnes "mandarin petit" og pinde nr. 3. Opskriften er Christruntes og jeg har besluttet at de bliver ensfarvede. Den turkise er 3. mindste størrelse, startet i toget torsdag morgen, strikket begge veje samt til komsammen hos "Sofies Forældre" og klar til bånd og montering om aftenen. Den næste blev startet fredag på vej til arbejde. Her strikkede jeg også til et afdelingsmøde, hvis ikke jeg havde måttet strikke tilbage havde den været færdig på vej hjem. Her til morgen blev de så monteret og fik hæklede bånd. Der er slået op til den næste i største størrelse. Eneste minus er at jeg nu strikker huer istedet for sokker, men det bliver der jo tid til senere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar