Det har været en blandet uge, og en af dem der forhåbentlig ikke bliver for mange af fremover. Det startede på arbejde med at en kollega i sidste uge bad mig tage et møde for hende, noget jeg ikke kunne sige nej til. Så mandag måtte jeg koordinere mødetidspunkt med flere deltagere, hvoraf nogle helst ville have haft det samme uge (det bliver det ikke). Herefter er det gået slag i slag med hasteopgaver der er fløjet ind på mit bord og uplanlagte møder - oplægget til i morgen var der ikke tid til før her i weekenden. Hjemme startede det bedre. Lørdag spillede gemalen i banegårdshallen og efterfølgende fandt vi på at søge ly for regnvejret på AROS, der var lige nogle mobiler og en særudstilling der skulle ses. herefter gik det løs.Vores køkkenvask har længe været lidt træg i afløbet og tirsdag var det helt galt. Gemalen gik igang med at finde forstoppelsen. I takt med at han kom længere og længere ud i systemet steg vores undren, et forsøg på at løsne proppen med vandtrykket fra en haveslange afslørede at noget var helt galt, kloakvandet fandt vej op til overfladen fra regnvandsafløbet. Teorien er nu at kloakmesteren er kommet til at blænde det af da de lavede separering af regnvandet for nogle måneder siden så vandet fra køkkenet nu ender direkte i jorden, han kommer heldigvis og kigger på det i morgen. Efter nogle dage med opvask i badeværelset (der ikke er ramt af fejlen) viser det sig at der nu er afløb igen, jeg vælger ikke at tænke over hvor vandet ender og nyder at kunne bruge vask og ikke mindst opvaskemaskinen, men laves det skal det dog og helst snart.
Alt i alt har jeg haft mest lyst til at putte mig i sofahjørnet med mit strikketøj og lade de andre tage problemerne, så nu vil jeg nyde 2 dage, hvor jeg ikke skal tage stilling til ret meget i mere end de 2½ time jeg er "på".
1 kommentar:
Sikke da en uge, håber du får slappet bare lidt af !
Send en kommentar