tirsdag den 31. marts 2009

Nye behov

Ved sidste strikkecafe fik vi præsenteret nogle rigtig lækre strikketasker, og som det så ofte går afstedkom det nye behov - det er ellers ikke tasker jeg mangler. Efter 1 uges tænkepause besluttede jeg at købe en, det blev ikke den jeg først havde regnet med, Tina i butikken fik mig overbevist om at jeg ville få mere glæde at denne model. Her er plads til strikketøjet i en lomme i midten, lavet af forstoffet - herligt at undgå plastikposerne, på begge sider er så plads til alt det andet jeg har med hver dag, på vej hjem kom jeg nemlig til at tænke på, at den sikkert er god som arbejdstaske, bog og strikketøj er med hver dag. Hvad jeg så gør ved den bærbare de dage den er med er mere usikkert. Jeg havde en strikketaske i forvejen - en "Jordanna Paige messengerbag", hvor der er god plads til større projekter, et par opskriftbøger og mine knitpro-pinde, den fungerer delvis som min strikkekurv så de supplerer hinanden godt.

Der strikkes stadig, det projekt der er i tasken ser nu sådan ud, første forstykke på den turkise vest er ca. 10cm langt og mønstret anes. Ryggen er færdig

Der er også et par sokker på pindene, dem har jeg ikke billeder af lige nu.

onsdag den 25. marts 2009

Tiden flyver

Tiden flyver afsted pt. Der bliver strikket, men da det er større ting er der ikke noget der er færdigt. Årringe er nu nået lidt over midten og er stadig sjov af strikke.Søndagen bød på en lille speciel udflugt, gemalen blev kaldt på arbejde og spugte om jeg ville med. Det var disse 2 kraner der skulle tøjres for ikke at stikke af i blæsevejret.
Kranerne står på den del af Århus Havn, hvor der skal bygges boliger mv. Jeg er spændt på hvordan det bliver at bo der, i søndags var det en meget kold fornøjelse at befinde sig ved vandet. Det blå skib bagerst er Lindø's sidste nybygning der ligger til udrustning. Den kran den ligger ved er væsentlig højere end de gamle, det ses bare ikke fordi der er meget langt derud.

I går var der så strikkecafe, og jeg vandt igen en præmie, nogle gode nåle og et sæt knit-pro nummermærker. Begge dele noget jeg kan bruge. Og jeg fik startet på den sorte top, måtte opgive det særlige opslag og gøre som jeg plejer. Billeder er der ikke endnu. Det med at vinde er ved at blive en vane, i sidste uge var der en konkurrence på "Storebælt's hjemmeside". uden at tænke over præmierne spillede jeg med - og vandt 2 billetter til Bob Dylan. Vi skal noget andet den dag, heldigvis kan "webstrik"-gruppen bruges til meget og de er nu afsat

tirsdag den 17. marts 2009

Fra mig til mig

Det har været en lang dag både i går og i dag, så det var dejligt at komme forbi posthuset og hente et brev med dette indhold

Denne gang har jeg vist ikke sparet så meget ved at købe i England, porto og forbindelse blev lidt høj i forhold til indholdet, men jeg har heller ikke betalt mere end herhjemme, så det går.
Den lange dag i dag skyldtes, at dagens møde var i Holstebro, hvilket betyder 2 timers kørsel hver vej - og for en sjælden gangs skyld havde jeg ikke selskab. Afstandene i regionen er store og vi har kontorer 3 steder, derfor vælger vi at holde møderne på skift i kontorerne.

onsdag den 11. marts 2009

Oplæring af nye strikkere

Det bliver spændende om jeg kan lære et par kolleger at strikke sokker. De har talt om det i et par uger og jeg har lovet at hjælpe. Nu har de været nede og købe garn så jeg hænger på det. Begge har lært at strikke for mange år siden, men glemt det. Jeg har samtidig lovet at strikke et par til den enes 1½-årige datter af alle mine rester.

søndag den 8. marts 2009

Stilhed på strikkefronten?

Der er ikke helt stilhed på strikkefronten, selv om jeg føler det lidt sådan. Ugen er smulret væk i arbejde og andre forpligtelser, men noget har jeg da nået, ikke mindst i denne weekend. Færøsjalet kom med i toget og jeg er nået ca. halvt så langt som da jeg trevlede det op, det vil sige ca 1/3 af hulmønsret. Jeg skulle helt ned på pinde 4½ istedet for 5½ og er efter at have prøvet mig frem med andre pinde blevet glad for de nyindkøbte "addi-lace" pinde til det entrådede garn. Det er gået rimeligt med at strikke hulmønster, alligevel gik det galt da jeg var træt fredag morgen - frem og tilbage er lige langt, der skal strikkes 2 pinde tilbage igen. Indtil hulmønstret er overstået vil jeg derfor lade sjalet ligge på de korte ture og istedet strikke på denne her, som jeg, i lighed med andre, er faldet for i hæftet fra Hendes Verden i denne uge.
Jeg har valgt at strikke den i en klar turkis farve efter at have overvejet en mere neutral, men syntes at det alt for ofte ender med de sikre farver selv om jeg holder meget af de andre - så jeg tog chancen og regner med at blive rigtig glad for den.Det er også blevet til nogle pinde på Blues. Garnet smitter meget af på fingrene, men ikke mere end vand og sæbe kan klare. Årringe kom med på strikkecafe i bymuseet i går og er nu 25% færdig. Og så er jeg igang med forberedelserne til den næste udfordring. Alene det at slå op er noget nyt.
Arbejdet begyndes i midten og strikkes i rib ud derfra. Der benyttes et midlertidigt opslag, der senere trækkes sammen så der ikke bliver et hul. beskrivelsen i bogen var svær at læse, men ved hjælp af en anden engelsk strikkebog tror jeg har forstået hvordan det skal gøres. Egentlig ville jeg have brugt mine knitpicks metal-strømpepinde, men de glider af maskerne, så nu er der bestilt nye i træ fra England. Og når jeg nu var igang blev det selvfølgelig til flere ting der er gode at have.

søndag den 1. marts 2009

Færdig "Islænder"

Så blev den islandske tøje færdig, I må nøjes med et billede fra vores ikke helt rene gulv, istedet for på mig, fotografen er optaget.Trøjen er strikket i lett-lopi fra Istex, indkøbt under en ferietur til Island, hvor jeg også købte opskriften. Der er rester til flere mindre projekter. Pindene er mine gamle rosentræspinde, suppleret med en enkelt kort rundpind i bambus.

Ferien har været god hvad angår strikning, til gengæld har jeg ikke fået lavet alt det jeg ellers havde planlagt og i morgen er det arbejdsdag igen. Noget af det jeg har fået tiden til at gå med er at drømme om nye strikkeprojekter, herunder til alt mit fine strømpegarn. Det får nu vente lidt, der udkommer nemlig nogle nye strømpebøger (engelske) i april, som jeg har planlagt at købe. Og så jeg jeg været på bogudsalg, hvilket ses på reolen. Med den afsluttede ferie følger strikketid i toget igen. De ting jeg har gang i pt egner sig ikke til dette, enten er pindene for sarte (årringe) eller også smitter garnet af (Blues), eller mønstret er for indviklet (digt i masker). Enten må jeg have gang i strikkeprøven til det færøske sjal for at se om det skal på mindre pinde, eller tage fat på drops-tørklædet igen. Eller starte på noget nyt. Vanterne vil jeg udsætte lidt, der bliver ikke umiddelbart brug for dem i denne vinter - måske fingervanterne til mig selv kunne være løsningen, der er nok at tage af.