fredag den 30. april 2010

Oprydning

For et par dage siden fik jeg lyst til at rydde op på hylderne, hvor mit garn ligger og nu er det hele hevet ud. Det der er rester gemt "hvis nu det kan bruges en dag" er lagt i to plastkasser og sat i et hjørne. Resten skal i pænere kasser og jeg har en ide om hvilke. De er bare ikke købt da jeg ville være sikker på de kunne være der. Så de meste ligger nu i en bunke og venter på næste trin. Noget af det er købt fordi det sprang på mig og uden ide om hvad jeg ville bruge det til og andet er købt til projekter jeg alligevel ikke er så lun på. Og så er der en hel masse lett-lopi fra min sweater og lidt pelsuld der skulle have været en børnetrøje, hvis ikke barnet var blevet lettere allergisk over for uld samt enkelte gaver og gevinster. Hvis garnet kunne tale ville det også fortælle om min udvikling, noget af det er vist 20 år gammelt.
 
De projekter jeg stadig tror på er lagt i en kurv - jeg bliver ikke arbejdsløs foreløbig:
  • Trøje med skød fra butik strik i "Chirri"
  • "Vest på" af Bente Geil
  • Karen Noe trøje med snoninger i livet, silke/uld i brun farve.
  • Bindebluse, Anette Danielsen for Isager, gråbrun alpacka
  • Trøje med kors i snoninger, dansk mohair.
  • Tunika i halvtyk petrol uld
Sammenholdt med hvad jeg har gang i er det lige til at få "strikkestress" af. Jeg har også forsøgt at opdatere min liste over projekter og lagergarn. Hvor meget der egentlig er tør jeg ikke regne på.

Næste trin må blive at tage en dyb indånding og se om ikke der er en SFO eller andet der kan få glæde af noget af det.

søndag den 18. april 2010

Strikkehygge

Jeg har haft besøg af strikkeklubben i dag - det var rigtig hyggeligt. De besøgende var Anita, Helle, Tine, Ina og Lise. Som ved den sidste sammenkomst blev der både spist boller og kage, strikket og snakket i flere timer.  Jeg fik sandelig også fine gaver og glæder mig til at tage dem i brug
Manden i huset havde valgt at forlægge residensen og bruge tiden på mere maskuline sysler i arbejdspladsens værksted, hvilket jeg godt forstår.

Til sidst et billede at et af forårstegnene i vores have, hvor de er kommet fra ved jeg ikke, men jeg nyder synet hvert forår og håber de vil brede sig med tiden.
Og så har TDC i øvrigt overgået sig selv, vores teklefonforbindelse og det savnede internet blev repareret allerede efter 1 uge.

søndag den 11. april 2010

kort proces

Der strikkes stadig lidt, men der er ingen grund til at poste billeder hvor der kun er strikket få cm siden sidst. Det er "Frøken B" der er så langsommelig, 74pinde pr 10cm tager sin tid i en størrelse xl. Istedet er her et billede af blusen der blev opgivet lige før påske. Jeg har gjort klar til at starte forfra på en tykkere pind og med fine nye maskemarkører. De er fra knit-pro og købt på nettet (I må undvære link, siden vil ikke åbnes med min langsomme forbindelse). Trøjen er "Chloe" fundet på Ravelry. Garnet er "Debbie Bliss, Stella" en blanding af silke, ryon og bomuld, købt på udsalg for noget tid siden.
.

Jeg har haft overvejet om jeg istedet skulle starte på en anden sommertrøje i dette garn, som er et af indkøbene fra påskeferien. Silke og alpakka - mums. Der blev også køt opskrift til en trøje med et skød i ribstrik. Jeg har desværre ikke noget billede af den og den er ikke på nettet. Der har været dømt totalt afslapning i denne weekend, det ses på blodtrykket, men er ikke populært hos ægtefællen. Under alle omstændigheder vil jeg nu gå ned og holde ham med selskab til cykelløbet i fjernsynet.

torsdag den 8. april 2010

uden internet

Helt uden internet er jeg ikke, men det er en langsom mobil-bredbåndsforbindelse istedet for den hurtige opkobling. En uheldig entreprenør klippede telefonkablet for et par dage siden og TDC vil ikke love det er lavet før den 20. april (håber det holder, jeg savner bare at kunne tænde PC'en og se hvad der sker ude i verden). Heldigvis har vi to mobiltelefoner, og mulighed for at viderestille fastnettelefonen til den ene, samt en mobil bredbåndsforbindelse. Og I dag må jeg så arbejde hjemme en del af dagen  fordi de skal ind i huset og skifte fjernvarmerør - havde vi så bare selv bestilt arbejdet var det nok lettere at forholde sig til nu er det godt gammeldags træls. På strikkefronten går det langsomt, jeg er inde i en periode hvor jeg har mere lyst til at læse, hvilket nu heller ikke er helt tosset. 

torsdag den 1. april 2010

Amatøragtigt

"Førpåske"-dagene er brugt i Hillerød med den obligatoriske indkøbstur til Købehavn - her fik jeg bla. købt en "taske" til mine almindelige rundpinde, hen ad vejen får jeg vel styr på de øvrige. Jeg fik også langt om længe besøgt strikkebutikken i min barndomsby "Butik strik" , hvor der blev købt lidt garn, selv om de vist egentlig havde lukket. Det viste sig at de to der gik i butikken var bror og søster der har overtaget det der før hed "dansk mohair", så det er fortsat muligt at få det garn, hvilket glæder mig.
Og til det amatøragtige. Jeg valgte at tage et strikketøj med, hvor strikkefastheden ikke var kontrolleret og for en sjælden gang skyld var den for stram, det er hvad det er, men jeg havde ikke andre spidser med til knit-pro da jeg ville spare på pladsen. Heldigvis havde jeg i sidste øjeblik medbragt et par sokker, som jeg kunne strikke på hos min mor, i bilen hjem turde jeg ikke med de spidse pinde. Mønstret hedder "summer lovin socks" (ravelry-link) og garnet er shi-bui socks.
Ellers strikkes der bla. bærestykke på "frøken B", der efterhånden også fylder godt og derfor blev fravalgt til turen. Det er hyggeligt men langsommeligt at strikke "bieserne" men jeg håber på et ordentlig ryk i påsken, hvis jeg eller kan være "strikkemonogam" så længe.