Forarbejdning af moskusuld

 

Et af formålene med turen var at se produktionen af moskusgarn
Efter at have set og hørt hvordan ulden fra moskusoksen (der egentlig er en ged) bliver til det dejligste bløde strikkegarn forstår jeg godt at prisen er så høj. 

Fangerne skyder dyrene for kødets skyld (og det smager rigtig godt). I dag foregår det mest på snescooter og ikke med hundeslæde. Hovederne fjernes og efterlades i fjeldet, hvorefter kroppene transporteres til slagteriet, der efter danske forhold er lille. Nedenfor ligger de og venter på at komme ind.





















Anita og Birthe, der begge tager ulden fra skindene og sælger garnet, køber derefter skindene fra slagteriet, hvilket giver en ekstra indtægt til fangerne.
Så længe det er frostvejr opbevares de i bunker uden for værkstedet. Bliver de ikke færdige inden tøvejret sætter ind i maj skal de i frysecontainer.

Efterhånden som de skal bruges tages skindene ind til optøning. Der er stadig kødrester mv. på så det er ikke helt lugtfrit.











Dækhårene klippes at med en fåreklipper så de er ca. på samme længde som underulden. Anita fortalte at mængden af underuld afhænger af vejret i oktober/november og kan variere fra år til år, dog maksimalt 1,2 kg pr. skind. Den hvide stribe er midt på ryggen og det eneste sted moskusoksen kan regulere temperaturen.






 Og så samles underulden ved at redde skindet med en tæt kam. Jeg fik lov at prøve - det er hårdt arbejde der tager lang tid. De havde en pige der var meget hurtig, hun klarede et skind på 1-1½ time.
Første sortering sker her, hvor den fine uld, uden for mange dækhår, kommer i en pose og den knap så fine i en anden.




 Inden ulden kan spindes sortes de sidste dækhår fra den fine uld, også ved håndkraft. Herefter sendes det til Danmark og spindes på Hjelholt Spinderi på Fyn. Der er et relativt stort spild ved processen. Tilbage i Grønland farver både Anita og Birthe selv ulden og sælger i egne butikker. Arnica, der sælger både uld og opskrifter, køber ulden efter den er taget fra skindene, men sorterer og farver selv.

Den ikke så fine uld sendes til lande, hvor den kan maskinsorteres, f.eks. Peru, og spindes til maskinstrikkegarn.