søndag den 26. september 2010

Stort og småt

Egentlig er jeg ikke så glad for tykke pinde, men en gang imellem kaster jeg mig ud i det, som her hvor jeg har lagt en jakke af garnet fra Færøerne op ved siden af ærmet til "bindeblusen" i Isager alpakka. Forskellen er til at få øje på. Begge projekter har været med på weekend i Vejle Å-dal med en flok venner. der blev nu kun strikket lidt, istedet fik jeg gået et par gode ture og konstateret at jeg stadig kan danse Sønderhoning og hambo (2 pardanse fra henholdsvis Fanø og Sverige). Til gengæld kunne jeg ikke huske turene i Lancier selv om jeg har instrueret den flere gange. Nu krydser jeg fingre for at næste års tur ikke falder sammen med strikkefestivalen på Fanø.

lørdag den 11. september 2010

en lang uge

Efter en helt almindelig uge med begynde efterårsstemning tillader jeg mig en sløv lørdag. Det regner så håndværksdagene i den gamle by er aflyst/udsat og der er en undskyldning for at sidde inde og være træt. Trætheden kommer nok mest af en fest på arbejde i går. Det er ikke fordi jeg fik særlig meget at drikke eller kom sent hjem, men måske betyder det noget at jeg meget sjældent drikker alkohol og samtidig tager medicin for blodtrykket - og så startede festen kl. 14 dvs. lige efter arbejde så dagen blev lang alligevel og akustiken i lokalet er rædselsfuld pga. betonvægge og gulv.
Sidste weekend var booket, bla. med foredrag"workshop med Christel Seyfart hos "Fandango". Det blev en rigtig hyggelig eftermiddag
og jeg er nu endnu mere opsat på at komme til strikkefestival på Fanø næste år. Jeg havde på forhånd besluttet at jeg godt måtte købe et kit - det blev til folklorejakken. Egentlig troede jeg jeg skulle have den blå udgave, men efter prøvning af begge var der ikke tvivl om at den grønne er bedst til mig. Til gengæld ønsker jeg mig senere "fuglesjalet".

Ellers er strikkestatus, at jeg nu har 2 forstykker og et lille stykke ryg på "masai" og selvfølgelig er startet op på en jakke/trøje i det færøske garn. Også bindeblusen/slåomblusen fra Isager/Anette D vokser, det er snart ærmetid, heldig for den kan næsten ikke være i tasken i toget.